Beretningen om ARCAS

Langt om laenge har vi fundet tiden til at skrive en beretning om dejlige ARCAS. Saa her kommer den: fra vi ankom en tidlig loerdag morgen til vi blev vinket af fra molen.

Som sagt ankom vi tidligt loerdag morgen efter en bustur paa otte/ni/mange timer. Efter laengere tids forvirring og et enkelt panikloeb ud af bussen, da vi troede, vi var ved det rigtige stoppested (med et tilhoerende panikloeb tilbage i bussen, da det viste sig at vaere det forkerte stop), blev vi sat af i udkanten af Flores - omringet af taxi-maend, der alle tilboed os taxier til Tikal ("Nej, siger du? Er du sikker? HELT sikker? Til Tikal? Nej?"). Vi sagde paent nej tak (saa paent som man kan efter at have spenderet natten kroellet sammen i en bus - Liv raabte hoejt). I haabet om at finde en at foelges med, spurgte vi en japansk-udseende pige, om hun ogsaa skulle til ARCAS, hvortil hun stirrede skraemt paa os og udbroed: "NEJ!".
Lettere nedslaaede trillede vi afsted med vores kufferter og fandt stedet, hvor vi skulle afhentes af en baad paa et eller andet tidspunkt. Her moedte vi to tyske piger (der senere skulle vise at blive vores roommates de naeste to uger), og pludselig var vi ikke saa alene mere.
En time inden baaden skulle have hentet os, koerte en af lederne af ARCAS tilfaeldigvis forbi, og vi kunne derfor faa et lift med ham.

Her startede moedet med en meget anderledes livsstil - vores meget rene og paene kufferter blev brutalt smidt op i en moegbeskidt firhjulstraekkers aabne lad sammen med de to tyske piger ("In Guatemala it is not illegal to sit in the back."), og vi paabegyndte koerslen op ad de stejleste veje, der blev smallere og smallere, indtil vi til sidst naaede til ARCAS. Det havde regnet, alting var mudret, der var en oeresoenderrivende larm fra de store papegoejer (macaws), og det eneste Alejandro sagde var: "Welcome home, girls." Da vi slaebte vores (nu ikke saa paene) kufferter gennem mudderet og stenene ned ad stien til frivillig-huset, havde vi mistet modet lidt, indtil vi aabnede doeren til vores vaerelse og saa, at halvdelen af det var oversvoemmet. Paa det tidspunkt skiftede modloeshed til graedefaerdighed. MEN vi greb hurtigt koejesengen laengst vaek fra ydervaeggen og derved oversvoemmelserne, hvilket vi selv syntes var et snedigt traek.

Den mere uheldige side af værelset (også kendt som den våde side)

Liv i gang med at feje vand ud efter endnu en oversvømmelse

Da vi havde fundet os til rette, var det tid til morgenmad, og til vores held var det pandekagedag, hvilket straks loeftede vores humoer lidt. Vi fik taget de andre frivillige i oejensyn, og vi var overraskede over, at der var saa mange paa denne tid af aaret. Under vores ophold hos ARCAS har vi vaeret mellem 14 og 23 frivillige af gangen.

Efter morgenmaden fik vi en kort rundtur af den ene frivillig-koordinator, Anna, en flink pige med en hoejst besynderlig accent (hun var fra New Zealand, skulle det vise sig), og vi fik tildelt vores bure, som for Livs vedkommende var et bur med edderkoppeaber, et bur med smaa, groenne papegoejer, et bur med en hoeg og et bur med to ugler, mens det for Dittes vedkommende var tre store bure med araer (store papegoejer). Det ene bur var et datingbureau for unge araer, mens de to andre var bure for araer, der ikke kunne saettes fri af forskellige aarsager.

Livs bure var alle placeret i det omraade, der hedder karantaenen, hvor de fleste af de bure, de frivillige arbejder med, er placeret. Dittes bure, derimod, laa et godt stykke inde i junglen og var derfor temmelig mudrede, hvilket var skyld i, at Ditte de fleste dage var daekket i mudder fra top til taa. Fordi det var soendag, havde vi fri (nap-time) fra 9-11, hvor der ellers normalt ville vaere pligter, men efter det begyndte vores foerste vagt i vores respektive bure. Liv var temmelig nervoes for at skulle ind til sine aber, fordi Anna havde gjort en aere i at fortaelle diverse skraekhistorier om folk, der fik revet deres ansigter op, fordi de ikke var opmaerksomme nok inde hos aberne. De viste sig dog at vaere meget nysgerrige, fraekke og soede, og efter et par dage var frygten ikke vaek, men dog skubbet til side.

En tidligere hvid skjorte, der mødte sit ara-loo på en særligt mudret dag

Den noget renere Liv - i gang med rengøring af karantæneområdet

En af de i starten frygtindgydende edderkoppeaber

Der er altid tre vagter om dagen, der generelt varer mellem 45 minutter og 1,5 time alt efter, hvor hurtig man er, og om det er chlorine-day (tirsdag og fredag, hvor alt skrubbes med klor) og fruit-run (ogsaa tirsdag og fredag, hvor dyrenes frugt kommer, og man skal baere alt frugten og groentsagerne ned ad en lang sti til karantaenens koekken), men generelt set bestaar vagterne i at feje og skrubbe dyrenes bure samt fodre dem.

Paa ARCAS er der et bestemt skema, som man altid foelger, fordi dyrene selvfoelgelig skal have nogle faste holdepunkter. Klokken 6:30 starter foerste vagt (det vilde er, at vi rent faktisk er begyndt at vaagne foer vaekkeuret ringer og vaere udhvilede!), og den er generelt set faerdig omkring klokken 8, hvor vi spiser morgenmad - cornflakes, spejleaeg, pandekager, roeraeg, broed, pandekager og haardkogte aeg (ikke det hele paa en gang, men en ret for hver af ugens dage i den foernaevnte raekkefoelge). Dette bliver selvfoelgelig altid suppleret af blendede boenner og tortillas. Saa har vi lidt tid til at spille lidt kort (Uno eller Shithead) ved bordet eller snakke, foer morgenmoedet begynder omkring 10 minutter i 9, hvor der bliver foretaget en check-up paa alle dyrene, hvorefter dagens pligter bliver fordelt. Disse pligter varierer og kan vaere alt fra at begrave et doedt dyr til at muge ud hos faarene til at kravle op paa et af de mange tage og skubbe vand ned.  Vi er faerdige med pligterne alt mellem 10 og 11, og klokken 11 gaar naeste vagt i gang, der varer indtil omkring klokken 12, hvorefter der er en pause, indtil frokost bliver serveret klokken 1 (det eneste maaltid, hvor der serveres koed). Klokken 2 starter dagens sidste vagt, som igen varer en times tid, hvorefter vi har fri resten af dagen, og aftensmaden bliver serveret klokken 6. Efter middagen bliver der tid til endnu en gang kortspil eller hyggesnak med de andre frivillige, inden vi omkring klokken 8 er saa traette at vi begiver os mod huset for derefter at sove soedt omkring 9-tiden.

Pligt-tid i fårefolden

Ude foran vores dør hang skemaet - så er man da aldrig i tvivl

En typisk morgenmad ala Liv: tag en tortilla, fyld den med æg, ketchup, moste bønner og stegt banan.
BUEN PROVECHO!

Endnu flere pligter (Chlorine day)

Liv på taget

Da vi kom, var der cirka 25 grader varmt - meget varmt paa en dansk skala! - men i loebet af et par dage blev det varmere, meget varmere! Vi var ved at smelte i 35 grader, og alle vores eftermiddage blev brugt ved den meget varme soe, der ikke kun var for mennesker, men ogsaa krokodiller (derfor badede vi ikke alt for lang tid af gangen, selvom de godt nok efter sigende skulle befinde sig paa den anden side af soeen, men eftersom den anden side af soeen ikke var saa langt vaek, besluttede vi, at det var bedst ikke at tage nogle chancer).
De sidste par dage har vi dog oplevet et ordentligt dyk i temperaturen, som igen er faldet til 25 grader, og vi har oplevet det, som vores britiske venner kalder "raining cats and dogs", for vi har vitterligt haft regn i tre dage i streg. De 25 grader som foerst havde syntes saa varme, var nu kolde, og vi var overbeviste om, at vi ville blive forkoelede, hvis det blev meget koeligere (det skal nok blive rigtig sjovt at komme hjem...).

Paa ARCAS render der mange "vilde" hunde rundt, og selvom de alle er radmagre og ser meget stakkels ud (der er blandt Tumor-hunden, Hoste-hunden, Dobby-hunden og Rynke-hunden), er det meget forbudt at roere dem, fodre dem eller noget som helst andet, hvilket er lidt maerkeligt at vaenne sig til, naar man nu saa godt kan lide hunde. Den eneste man maa roere er Stinky - ARCAS' en-oejede og (sjovt nok) meget stinkende hund, som til gengaeld tager imod al den kaerlighed, der nu maatte tilfalde ham, med aaben kyspote (og hvis man er heldig: Stinky-dansen).

Stinky hilser på ved morgenmaden

Den berømte Rynke-hund

Ved søen - dengang det var varmt og regnfrit

Søen - også et godt sted at lave lektier

Paa mandage og torsdage er det Flores-dag, hvor ARCAS-baaden efter sidste vagt tager alle de frivillige ind til byen, som ogsaa er stedet, hvor vi befinder os nu. Her bliver tiden som regel brugt paa at besoege internetcaféen, at hamstre alle de mest savnede varer i supermarkedet (Cola, chips og chokolade er populaere hos de hamstrende, og for vores vedkommende er det pizza-chips og slikkepinde, der traekker) og  et besoeg paa Los Amigos til en drink eller to (som de artige spejderdrenge vi er, kan vi ikke sige, om det er et godt sted..). Saa gaar baaden hjem igen, og man HAR bare at vaere der til tiden, medmindre man oensker at overnatte i Flores og selv betale baaden tilbage naeste dag.

På vores lokale internetcafe, hvor man kan "skipe" eller facebooke med sine venner derhjemme

Gallo - et ølbryggeri, der lader til at eje det halve af Flores
(deres logo er overALT - selv på de stole vi spiser på hos ARCAS)

Vores elskede chips!

Selvom vi har vaeret meget glade for at vaere paa projektet, har vi dog savnet civilisationen fra tid til anden. Naar man vil have et bad paa projektet, foregaar det i koldt vand, og man maa dele maden med myrene (de er dog bittesmaa, og kan hurtigt viftes af). On a sidenote: nu vi taler om myrer... Vi har haft en del problemer med madmyrernes lidt stoerre faetre haermyrerne, som besluttede sig for at invadere vores hylder og dermed toej, og det var lidt af et chok for Liv, da hun stak haanden ind for at traekke nogle papirer ud under toejet, og fandt, at de var fyldt med myrer. Alle paa vaerelset var hurtige til at gribe en sko, hvilket foerte til en af de stoerste myre-massakrer i nyere tid.

Vi maa nok erkende, at vi blev lidt overvaeldede af alt arbejdet og af, hvor traette vi altid var, naar vi endelig havde fri, hvilket vores AT-projekt har lidt under. Vi satser dog paa at faa strikket resten sammen, naar vi kommer hjem.

Ofrene for myremassakren..

...fejet ud for døren efter det store blodbad

En ting, der er dejligt ved ARCAS er de mange frivillige, der kommer fra alverdens nationer. Vi fandt hurtigt ud af, at vi ikke var de yngste, hvilket egentlig var ret rart til en forandring, og folk er generelt mellen 17 og 25, mens der selvfoelgelig er et par enkelte, der er aeldre. De frivillige kommer fra USA, England, Tyskland, New Zealand, Guatemala, Spanien, Holland, Schweiz og saa selvfoelgelig Danmark - det betyder altsaa, at kommunikationen foregaar udelukkende paa engelsk, hvilket vi har fundet baade positivt og negativt, fordi det har selvfoelgelig vaeret rart at faa styrket vores engelske og at kunne kommunikere om alt, men samtidig har det ogsaa betydet, at alt det spanske vi laerte i Antigua er gaaet lidt i glemmebogen, hvilket vi aerligt talt synes er lidt aergeligt.

Som danskere foelte vi det vores pligt at udsaette nogle af disse mennesker for "Roedgroed med floede"-testen, hvilket selvfoelig viste sig at vaere en gordisk knude, men heldigvis bragte den stor morskab for alle involverede parter. En dansk ting de dog alle meget gerne ville sige, var ordet 'klip-klappere', som vi er overbeviste om, at de vil messe laenge efter vores afgang.
For at teste alle disse udlaendinges evner inden for danskfaget, men maaske mest af alt, fordi vi ikke selv gad, fik vi en brite, en hawaiianer og en tysker til at laese et afsnit (starten af side 45) fra Henning Mankells bog 'Mordere uden ansigt' op, saa hvis vi har misforstaaet dele af bogen, er det altsaa ikke vores skyld, Bobbi, for dansk oplaest af ikke-dansktalende mennesker lyder utroligt maerkeligt. Vi kan dog konkludere, at ud af de tre involverede nationaliteter var det tyskeren, der gik af med sejren, hvilket egentlig giver fint mening, eftersom dansk og tysk er taettere paa hinanden end dansk engelsk sprogmaessigt (og hvis I er nysgerrige efter anden og tredjepladsen, kommer de her: Hawaii gaar med soelvet og England med bronze ifoelge Ditte og omvendt ifoelge Liv - hmm...).
En ting vi gerne vil takke vores foraeldre for, er det faktum, at de har givet os navne som ingen udenfor skandinaviske lande kan udtale - Liv bliver til 'Lyouu', mens Ditte bliver til 'Dida' - saa tak for det.

I vores fritid bliver der nogle gange arrangeret ting for de interesserede - seneste skud paa stammen var en Beatles-quiz og spil-aften, hvor vores hold kom paa en respektabel (flot ifoelge Liv) 2. plads.
Da vi tog vores afsked med ARCAS var det ovenpaa et overdaadigt "bryllup" ved soeen mellem Meredith fra USA og Jamie fra England (afsluttet med et high-five og en tur i soeen for de "nygifte"). Til interesserede laegger vi videoen paa youtube engang, naar vi kommer hjem igen.
Det var en trist, men fin afsked - alle de frivillige stod paa kajen og vinkede farvel, mens vi sejlede mod solnedgangen og proevede paa at lade vaere med at faelde en lille taare.

Vores udklædning til Beatles-aftenen

Liv er Paperback og Ditte er Writer

En af aktiviteterne: Find koppen - lad dig navigere af Beatles-sange (Right: Hey Jude - Left: Fixing a Hole)

Bruden føres til alter ved det romantiske mole-bryllup (bemærk brudesløret - et myggenet)

Der udveksles "I do's"

Den første tur i søen som ægtefolk

Da vi foerst kom til ARCAS, troede vi ikke rigtigt, at vi ville naa at knytte os til nogen paa saa kort tid, men det viste sig at vaere tilfaeldet, og vi har nu fantasier om at besoege baade England og USA.
Vi sidder nu her med en lidt tom fornemmelse i maven og kan ikke rigtigt begribe, at vi hoejst sandsynligt ikke skal se stoerstedelen af de mennesker igen, men alligevel glaeder vi os til at komme hjem igen til venner og familie (plus husdyr m.m.)

Afsked - snøft!

Det var ret trist

Men nu er næsen vendt mod Flores og hjem

Ditte og Liv