Pacaya

Nu har vi endelig fundet vej til byen igen, og med moeje og besvaer har vi laant penge til at skrive dette indlaeg (for vi kan aabenbart ikke haeve penge i nogle maskiner eller banker, kun i lufthavnen...).

For at forstsaette hvor vi slap sidst, saa stod vi tidligt op loerdag morgen for at tage til vulkanen Pacaya. Vi blev hentet klokken 6 i vores bedste bjergbestigertoej (ha ha, saadan noget har vi ikke - vi planlagde at blive godt solbrune og trak derfor i shorts og kjole) og forsoegte at halvsove hele vejen, hvilket var godt umuligt, eftersom vi havde faaet en meget snakkende og frisk nordmand som sidemand, der under en af sine lange tirader naesten fik militaeret til at lyde som den bedste levevej, og havde det ikke vaeret for vores sunde fornuft, der sagde os, at det simpelthen ikke kunne passe, saa var vi nok gaaet i militaeret i stedet for at fortsaette 3.g, naar vi kommer hjem - men ak, I slipper ikke for os saa let.
Da vi endelig steg ud af bilen, fortroed vi noget vores lette og sommerlige antraek, fordi det var saa koldt, men det tog ikke mange splitsekunder, foer vi var overstroemmende glade for valget alligevel - det skulle nemlig vise sig, at det ikke var `peace of cake`(som Dittes spansklaerer sagde) at bestige en vulkan, naar man ikke er i jordens bedste form, who would have guessed? Allerede efter de foerste 500 meter ud af de 4000 til toppen, var Ditte hoejroed i hovedet og lettere opgivende, og Liv havde sit hyr med at mumle en halv samtale til en tysk pige, der simpelthen saa gerne ville snakke. Men, men, men - vi klarede det!!!
Hvad der moedte os paa toppen, var ret saa fantastisk, og en lille barndomsdroem om at gaa paa skyerne gik i opfyldelse for Livs vedkommende, for vi var rent faktisk OVER skyerne. Vi holdt os koerende paa marengs, og der var vilde hunde over det hele, som meget gerne ville vaere vores venner. Vi mistaenker, at det absolut ikke har haft noget med vores proviant at goere.

Paa toppen af vulkanen var der store huller, man kunne fire sig ned i, og de var temmelig lig saunaer, hvilket var en ret maerkelig fornemmelse, eftersom der selvfoelgelig var koeligere paa toppen. Inden turen gik ned igen, ristede vi skumfiduser over nogle af disse varme huller, en lille lokal delikatesse, om man vil.
Selvom vi var godt udmattede ovenpaa turen, valgte vi alligevel at bestige endnu et bjerg (det var vist ikke en Einstein, vi lavede der), og vi fik endelig taget Antiguas store og beroemte udkigspunkt i syn.

Vi foelte, at vi havde naaet det meste af det, man kunne forvente at naa paa en uge i Antigua, og vi manglede kun én ting, inden vi skulle med natbussen til Flores: en tur paa markedet for at koebe en buket blomster til vores soede vaertsfamilie.
 Paa vej til det famoese markede begyndte det selvfoelgelig at regne paa det vildeste igen, og vi soegte tilflugt det foerste og bedste sted. Foerst lagde vi ikke maerke til, hvad det var for en butik, men efter et enkelt blik paa burene, der var proppede med kyllinger, der havde saar paa halsen af at forsoege at stikke hovederne ud af buret, hundehvalpe og kattekillinger, der gik i deres egen affoering og paa riller, der gjorde, at de ikke kunne staa, men maatte hoppe rundt fra det ene ben til det andet, gik det op for os, hvad det selvfoelgelig var for en butik - en guatemalansk dyrebutik, og det var i sandhed en haeslig oplevelse. Vi fik naesten kvalme og valgte rent faktisk at gaa ud i den skraekkelige regn i stedet for at  blive staaende i butikken og vaere vidner til dyrenes horrible skaebne. Dét sammen med alle de herreloese hunde og de forfaerdeligt tynde heste vidner om, at guatemalanerne har et ganske anderledes syn paa dyr, end vi danskere har. Der er dog ogsaa organisationer, der forsoeger at beskytte dyrene, men det generelle indtryk var ikke saa godt.

Da vi endelig naaede til markedet havde vi endnu en lidt ubehagelig oplevelse. Vi vil godt starte med at sige, at de forestillinger folk har om, hvor slemt Guatemala (og Mellem- og Sydamerika generelt) er i forhold til kriminalitet i forhold til smaa, uskyldige, soede turister som os falder til jorden, naar man befinder sig her - vi har ikke oplevet noget ubehageligt paa nogen maade, selv ikke om aftenen, og den oplevelse paa markedet havde intet med lokalbefolkningen at goere, men udelukkende en form for klaustrofobisk foelelse af at vaere blevet vaek - vi for rent faktisk vildt paa markedet. Efter at have ledt forgaeves i et kvarters tid efter en blomsterhandler begyndte vi spoerge de saelgende om vej. De viste os til et sted langt inde i hjertet af det gigantiske marked, og da vi endelig fik koebt roserne til Elsa og Isabel, kunne vi ikke finde ud igen. Vi befandt os pludselig i et travlt omraade - uden nogle andre turister - hvor handlende raabte om kap med hinanden om deres gode tilbud, mens vi bare proevede at komme hjem for at pakke inden bussen koerte. Vi naede hjem i sidste oejeblik, fik givet bolcherne og blomsterne og smidt toejet ned i diverse kufferter og tasker. Derefter var det tid til at sige farvel.
Det var virkelig maerkeligt! Vi havde godt nok kun vaeret der en uge, men alligevel var vi klar over, hvor maerkeligt det ville blive ikke at skulle side og spise med de andre piger og vores vaertsfamilie, ikke at foelges i skole, ikke at skulle forsoege at forklare vores temmelig negative holdning til DF og 24-aarsreglen til vores spansklaerere - vores holdninger til sundhedsvaesnet, abort og korruption eller i det hele taget ikke at skulle vaere i Antigua mere. Vi kom ud af doeren og blev hentet af en shuttle-bus, der skulle tage os til busstationen, hvor vi moedte to damer fra Alaska, som havde valgt at tage til Guatemala, selvom ingen af dem kunne et ord spansk, og de satsede paa, at andre kunne oversaette for dem, og i vores stille sind kunne vi ikke lade vaere med at taenke, at det var temmelig typisk amerikansk.
Vi kom ind paa vores luksussaeder, som hvis ret skal vaere ret, var ret luksus i forhold til normale bussaeder - de var bloede og stoerre, men var stadig ikke sjove at skulle befinde sig i i 8 timer.

Vi er godt klar over, at vi bryder et loefte om at skrive om ARCAS nu, men eftersom vi har rendt rundt efter en maskine eller bank at haeve penge i, og fordi dette indlaeg er blevet saa langt, maa vi slutte nu, hvis vi skal naa at spise med de andre frivillige og derefter at komme med baaden. Naeste indlaeg bliver helliget til ARCAS, og KUN ARCAS, men I maa vente til paa mandag.
Ditte og Liv