Den lange (og rædselsfulde) rejse hjem

På turen hjem stiftede vi bekendtskab med Murphy's law:

"Anything that can go wrong, will go wrong"

Det hele startede i en isafkølet bus, hvor vi tilbragte 8 timer med at klapre tænder, fordi vi ikke kunne slukke for airconditionen. Vi forsøgte at stoppe hullet med Dittes sok, hvilket hjalp en smule, men ikke nok. Endelig ankom vi til Guatemala City, hvor det regnede, men vi fandt heldigvis hurtigt en taxa, der var villig til at køre os til lufthavnen for billige penge.
Udover, at vi var trætte, og at vi blev ignoreret af tjenerne, var der ikke de store problemer i Guatemalas lufthavn, men problemer skulle der komme nok af senere, så det var nok meget godt.
Den første flyvetur gik fint, og vi fik sovet en smule, og eftersom vi ingen problemer havde haft i Miami lufthavn sidst, var vi ved godt mod, da vi skulle igennem Immigration Control.
Ditte gik først, fik taget de obligatoriske fingeraftryk (dog kun på den ene hånd af en eller anden grund, hvilket var lidt mærkeligt, men hun må have set meget uskyldig ud), godkendt sin ind/udrejseformular og fik så besked på, at hun ikke måtte vente på Liv, men bare skulle gå videre og vente ved næste post. Det var helt fint, og vi vinkede farvel i den tro, at vi ville se hinanden 5 minutter efter igen - men der tog vi fejl!

Fingeraftrykkene bliver taget på en skærm, som selvfølgelig er temmelig fedtet af alle de mange fingeraftryk. Da Liv har fået taget sine fingeraftryk, bliver hun bedt om at gå med en vagt hen til et andet bord, som fortæller hende, at der lige er lidt prolemer med at indlæse aftrykkene, men at det højst sandsynligt bare skyldes, at skærmen er lidt fedtet, og at de nok skal dukke op om lidt.
Det gør de dog ikke, hvilket selvfølgelig gør Liv nervøs, og da han beder hende om at følge med ind i et andet lokale, bliver forvirringen total.
Lokalet er fyldt med alverdens mistænksomt udseende mennesker, og langs siderne står der vagter. Hun bliver bedt om at vente og får at vide, at hun på et eller andet tidspunkt vil blive kaldt op til skranken, hvorefter vagten går med hendes pas.
På væggene er der strenge instrukser om ikke at benytte sin telefon eller sit kamera, og eftersom Ditte ikke har nogen idé om, hvor Liv er, eller hvorfor hun ikke kommer, hiver Liv fat i en ansat og spørger, om hun ikke må skrive en sms til Ditte for at fortælle, hvad der er sket. Det må hun under ingen omstændigheder, men damen lover at forsøge at få fat på Ditte.

Minutterne passerer, og Liv bliver mere og mere nervøs, mest af alt, fordi hun ikke ved præcis, hvorfor hun er placeret i det afsidesliggende rum. Hvad nu, hvis vi ikke når flyet hjem? Kan der være nogen, der har puttet noget ulovligt i hendes bagage i et upmærksomt øjeblik? Tankerne fløj gennem hovedet, og et billede af hende selv i et amerikansk fængsel poppede op i bevidstheden. Endelig bliver hun kaldt op til skranken, hvor en barsk udseende mand spørger hende, hvordan hun har det. Ærligt nok svarer hun, at hun da er lidt skræmt og nervøs over, hvorfor hun er der, hvorefter han meget brutalt spørger, om hun da har gjort noget, hun kunne være nervøs overfor? Det har hun selvfølgelig ikke, men han virker ikke overbevist og spørger, om hun har en plettet straffeattest (igen: nej!), men endelig får hun lov til at gå, og grædefærdig bevæger hun sig ned mod selve terminalen for at finde Ditte.

Inden målet er nået, skal hun dog igennem endnu en post, hvor ind/udrejsesedlen gives til en vagt, som råber, at hun skal se at hente sin bagage!
Liv, der på dette tidspunkt er ret følelsladet og mærket af episoden før, forsøger at forklare manden, at hun først skal hente sin bagage i København, men han er ligeglad og nægter at lade hende gå igennem, før hun har hentet sin bagage, hvilket resulterede i, at Liv slukøret gik ud for at finde bagagen, hvilket selvfølgelig ikke var muligt, fordi den ganske rigtigt var på vej til København. Endelig får hun overbevist vagten om, at hun IKKE skal have sin bagage udleveret og får lov at gå igennem, dog ikke uden de sidste protester fra vagtens side. Hun kigger på sin telefon, hvor Ditte både har ringet og skrevet, men kan af mærkelige årsager ikke selv ringe op. På det tidspunkt hører hun, at damen, der tidligere lovede at finde Ditte, endelig kalder hende over højtaleren, og panikken omkring, hvorvidt Ditte nu forsøger at bevæge sig tilbage mod immigrationschekket, er stor.

Ditte, der heller ikke havde det for sjovt, hørte dog ikke noget. Efter at have været adskilt i tre kvarter (tre kvarter fyldt med "ma'am, you can't stand here" og en masse "but, but") endte Ditte på den anden side af alt security-halløjet, alene, uden svar fra Livs mobil og få sekunder fra et panikopkald til Ida, der havde været igennem rædselsmaskinen kaldet "MIA" allerede (små dråber vand i sammenligning), var hun dog heller ikke den mest opmærksomme. Da hun også havde gang i en  heftig omgang øreinfektion og tidligere havde hørt lyde, der ikke var der, blev opkaldet over radioen bare afskrevet som stress og mere sygdom.
Men så fandt vi hinanden.

HALLELUJAH.

Og vi havde lige tid til at bruge de sidste dollars på lidt godter og bøger til turen (dog SKULLE det være fra den boghandel i den anden ende af lufthavnen). Denne lille shoppingtur gjorde dog, at vi kun nåede på flyet i allersidste sekund, inden de lukkede gaten (en halv Murphy!). Morskaben sluttede dog ikke her..

Vi havde ikke siddet i flyet i mange sekunder, inden vi mærkede en rytmisk dunken i stoleryggen. Da vi vendte os om, sad der søreme to mareridtsdrenge på henholdsvis fire (Jack - bag Liv) og to (Mike - bag Ditte). Efter et kvarters tid med disse ikke så rytmiske, men konstante dunk i ryggen, vendte Liv sig om og bad på sin mest pædagogiske facon drengene om ikke at sparke os i ryggen, hvilket de samtykkede, og vi vaar overbeviste om, at nu var alle problemer løst - men ak nej.
Minuttet efter fortsatte sparkene, og det var nu Ditte, der vendte sig om for at bede om ro. Det hjalp ikke meget bedre, og efter endnu et kvarters tid med uudholdelig sparken, vendte Liv, der var mest plaget, fordi hun havde den med længst og hårdest sparkende ben siddende bag sig, sig om mod begge drenge, og forklarede dem, at det var en meget lang flyvetur (over 7 timer), at vi alle skulle kunne være der, og at det ville være en stor hjælp, hvis de kunne lade være.
Man kunne se, at de blev lidt flove, og vi var overbeviste om, at denne gang ville det være en succes, for deres far havde nu også hørt det! Faderen var dog ikke til megen hjælp - en fuldstændig inkonsekvent opdrager, der ingenting udover gentagne gange at råbe: "Jack! Mikey!" (deraf kender vi navnene på de to små syndere, der ellers gik under navnene Pine og Plage) gjorde. Udover sparkene var de to djævleunger også indehavere af to meget høje og skingre stemmer, som de brugte til overmål. Da næsten en time havde passeret, og sparkene ikke var blevet mildere eller mindre hyppige, tog vi konsekvensen, og Liv vendte sig om til faderen og bad ham om at få sine sønner til at lade være med at sparke (meget rimeligt, synes vi selv). Hans svar på tiltalen var dog imidlertid: "I am TRYING. My son doesn't have very long legs, and therefore they will inevitably end up on the seat in front of him. He will fall asleep eventually. OKAY???"

Vi blev enige om, at det var et temmelig provokerende svar, men gad ikke diskutere mere med dem, og sønnerne faldt heldigvis i søvn en halv til en hel times tid efter (dog vågnede Dittes plageånd op til dåd midt om natten til en lille reminder om, at han altså stadig var der, og stadig havde evnen til at sparke en god højre i behold). Bortset fra den lille natlige reminder, sov de indtil næste morgen, hvor legen så genopstod i fuld flor, nu hvor de havde haft mulighed for at hvile bentøjet. Man kunne tydeligt høre på faderen, at han syntes, vi var de sureste kællinger, og at det var dybt urimeligt, at vi havde klaget så meget, men vi var ærligt talt ligeglade og føler os overbeviste om, at vi er langt fra de eneste, der ville have reageret sådan.
Efter disse gruopvækkende oplevelser, forløb resten af turen dog fint (og vi så en berømthed), hvilket nok var heldigt, eftersom vi virkelig ikke var i humør til flere problemer.

Vi var trætte, men glade for at se vores familie, da vi kom hjem, og da vi var kommet os over det værste klima-chok, var vi glade for at være hjemme.

Ditte og Liv

Abebroel over Tikals traekroner

Saa er det ved at vaere tid til at sige farvel til Guatemala.. Oev!
Vi forlod ARCAS en dag tidligere end planlagt, da Ditte havde akut brug for et apotek (og maaske i virkeligheden ogsaa en laege), eftersom hun uheldigvis er blevet ramt af en omgang mellemoerebetaendelse. Vi indlogerede os paa et lille (rent) hotelvaerelse i downtown Flores, hvor vores foerste udbrud var "Rigtige vaegge! Et varmt bad!!!", som om aftenen kostede 52 Q, men om morgenen, da vi skulle betale, pludselig var steget til 180. Vi foelte os dog for traette og rige til at starte en diskussion paa spansk. Det var dog dejligt med det varme bad og de store senge, selvom det var svaert at falde i soevn uden junglelyde som godnatsang.

Udsigten fra vores værelse

Vi hastede derefter til apoteket for at faa fat i piller (man kan faa alt i haandkoeb hernede - ingen recepter til os), men maa nu indse, at noget maa vaere blevet lost in translation, for vi har doseret Ditte med det dobbelte af, hvad vi burde have gjort, hvilket maaske forklarer den overvaeldende kvalme. Men ellers er alt godt.
Soendag var det Livs tur til at faa det aabenbart obligatoriske store blaa maerke formet som et land (Lesotho paa lang afstand), da hun faldt ned ad en temmelig regnvaad (og derfor glat) trappe. Ogsaa her er alt dog godt nu (blaat, men godt).

Pillecocktail for viderekomne

Lesotho

Ellers skete der ikke saa meget soendag - vi spiste os syge i yoghurt og var paa en rigtig daarlig restaurant, inden vi lagde os til at sove i de foernaevnte dejlige senge. Efter en nat fuld af opvaagninger paa adskillige forskellige tidspunkter med en masse nu uvante dyttelyde, vaagnede vi paa slaget 6 og var klar til at staa op og gaa i gang med arbejdet - men naa nej, der var jo slet ikke noget arbejde, der skulle laves for vores vedkommende den dag. Vi forsoegte at laegge os i sengene igen, men vi er aabenbart roeget ud af vanen med at kunne snue indtil klokken 11.

Alternativ version af youghurt - jordbær med vingummi og blåbær med skumfiduser

Vi var oppe og ude klokken 8 for at begynde jagten paa "den gode morgenmad". Vi fandt en lille farvefuld restaurant ud til vandet, der serverede noget saa specielt som yoghurt med frugt uden yoghurt (naesten) og OBAMA BREAKFAST (skuffelsen i Livs ansigt var maalbar, da maden overhovedet ikke lignede ham), men det var utroligt laekkert (i hvert fald for den ikke-pillespisende Liv, der noed hver enkelt bid bacon, mens Ditte desvaerre var plaget af kvalme og skyldfoelelse over at have spildt penge paa mad, der bare skulle smides ud).

Obama morgenmad uden det store strejf af Obama

Den guatemalanske udgave af youghurt med frugt (bemærk mængden af youghurt)

Hyggelig morgenmadsrestaurant

Desayuno Obama

Efter morgenmaden var det langt om laenge tid til den obligatoriske souvenir-shopping, hvis udfald blev gaver til dem derhjemme og nogle meget fine matchende Gallo-bluser til at rejse hjem i. Sagen er nemlig den, at vi har erfaret, at fugtigt vejr ikke gaar godt sammen med noget som helst, man godt kan lide. Hvis nogen sidder derhjemme og taenker: "Kan det mugne?", svarer vi: "JA, det kan det." (og hvad er "det" saa? "Det" er alt, og det er ikke en overdrivelse). Denne erfaring er maerkbar, isaer fysisk. Faktisk er det saa slemt, at man kan lugte Dittes back-pack, inden man kan se den, og naesten alt vores toej har enten pletter paa sig eller har en mistaenkelig lugt af noget, der traenger til en kaerlig Rodalon-haand. Udover det fik Liv erstattet sin gennemmugne og vaade haandbaggage med en ny, utroligt smuk (ikke sarkasme) taske med plads til det hele (Ditte havde ogsaa koebt en naesten magen til - det bliver aah saa yndigt at foelges ad i vores matchende t-shirts, loebesko og tasker gennem diverse lufthavne!).

Pæne tasker, der også kan fungere som hovedpuder. Hvilken lykke!

Til frokost var vi endnu en gang ofre for en lost in translation-oplevelse, hvor vi i god tro bestilte pomfritter (patatas fritas), men endte op med stegte bananer (plátanos fritos), som vi ellers havde faaet mere end nok af paa ARCAS. Vi spiste selvfoelgelig, hvad der blev serveret, fordi det er et af vores nyopdagede talenter, men da vi begav os mod Tikal i en lille bil paa de saa grusomt bumpede veje, kunne vi maerke bananerne, der ikke var meget for at blive nede (det blev de dog - der skulle ikke spildes nogle penge her).
Vi blev akkompagneret af en midaldrende mand fra USA, som vi moedte paa ARCAS, og som havde besluttet sig for, at vi var de ideelle rejsefaeller til Tikal.

Vi ankom til hotellet og blev en anelse forundrede over, at der ikke var noget elektricitet (det skulle dog senere vise sig, at der var stroem mellem 6:30 og 9:30 om aftenen, saa vi var glade for, at vi havde medbragt en lommelygte). Vores vaerelse havde en besynderlig lugt, og vi kunne ikke helt komme til bunds i, hvorvidt det var vaerelset, der var muggent, eller om det var vores taskers overdoevende odoer, der foraarsagede stanken.

Vi havde lige tid til at smide vores tasker, foer vores solnedgangstur til Tikal begyndte. Os, Dave og guiden vadede 3,5 km i moerkere og moerkere vejr ad glatte ler-veje, mens vi til tider stoppede op for at se paa de flotte maya-pyramider. Det var uden for parkens normale aabningstid, og derfor fik vi undtagelsesvis lov til at klatre op ad en meget stejl stigelignende  trappe, som foerte os op til toppen af den 2. hoejeste pyramide, og da vi fik sat diverse hoejdeskraekke ud af hovedet og kravlet til toppen, var det en helt utrolig oplevelse at kunne se ud over hele junglen og de andre pyramider, mens solen lige saa stille gik ned i vest.

Vores første møde med de gamle ruiner

Ditte og vores følgesvend (læs: f ø l g e!), Dave

Vi er en anelse utrygge på toppen af pyramiden med udsigt til nedstigning af en meget stejl trappe

Udsigten som set i Star Wars IV

Vi var glade for ikke at lave en Britney (kun en halv for Dittes vedkommende) med sådanne stejle trapper

Naeste morgen klokken 4 begyndte vores solopgangstur til Tikal, som startede i baelgravende moerke - ikke bare udenfor, men ogsaa inde i selve vaerelset, eftersom der selvfoelgelig stadig ikke var noget elektricitet, hvilket resulterede i, at Liv kom afsted med troejen paa vrangen.
Vi vandrede igen, denne gang 5 km i alt og en del op ad bakke, indtil vi kravlede op paa den hoejeste pyramide for at se den smukkeste solopgang over den guatemalanske jungle i foelgeskab med de velkendte lyde af abebroel og papegoejeskrig.
Paa vej ned begyndte dyrene saa smaat at vaagne, og vi naaede at spotte baade tukaner, papegoejer og aber. Alle sammen vilde, naturligvis. Og syntes man (og det gjorde man!), at det var fedt at se dyrene taet paa, paa projektet, var det dobbelt saa fedt at se dyrene i deres naturlige omgivelser, hvor de henholdsvis floej eller svingede sig fra gren til gren over hovederne paa os.

Efter al den natur begav vi os tilbage til hotellet til betalt, og i den grad velfortjent efter 4 timers gaatur, morgenmad bestaaende af: PANDEKAGER. Hvilken fryd!
Saa var det bare tid til at pakke og efterfoelgende til at vente i lobbyen (check-out klokken 11 - afhentning klokken 14.30). Ventetiden blev brugt paa at stene facebook og endelig at laese vore kaere klassekammeraters blogs. Derefter blev vi bragt tilbage til startpunktet, og saadan endte vi her - i gang med at skrive vores sidste blogindlaeg i Guatemala paa et maerkeligt udenlandsk tastatur uden vores tre danske bogstaver.
Om 3,5 time starter vores 1,5 doegns lange rejse hjemad med en bustur, der foerer os til Guatemala City, hvorfra vi flyver til Miami, derefter til London og slutteligt hjem til den sikre havn: Danmark.

Ditte og Liv

Beretningen om ARCAS

Langt om laenge har vi fundet tiden til at skrive en beretning om dejlige ARCAS. Saa her kommer den: fra vi ankom en tidlig loerdag morgen til vi blev vinket af fra molen.

Som sagt ankom vi tidligt loerdag morgen efter en bustur paa otte/ni/mange timer. Efter laengere tids forvirring og et enkelt panikloeb ud af bussen, da vi troede, vi var ved det rigtige stoppested (med et tilhoerende panikloeb tilbage i bussen, da det viste sig at vaere det forkerte stop), blev vi sat af i udkanten af Flores - omringet af taxi-maend, der alle tilboed os taxier til Tikal ("Nej, siger du? Er du sikker? HELT sikker? Til Tikal? Nej?"). Vi sagde paent nej tak (saa paent som man kan efter at have spenderet natten kroellet sammen i en bus - Liv raabte hoejt). I haabet om at finde en at foelges med, spurgte vi en japansk-udseende pige, om hun ogsaa skulle til ARCAS, hvortil hun stirrede skraemt paa os og udbroed: "NEJ!".
Lettere nedslaaede trillede vi afsted med vores kufferter og fandt stedet, hvor vi skulle afhentes af en baad paa et eller andet tidspunkt. Her moedte vi to tyske piger (der senere skulle vise at blive vores roommates de naeste to uger), og pludselig var vi ikke saa alene mere.
En time inden baaden skulle have hentet os, koerte en af lederne af ARCAS tilfaeldigvis forbi, og vi kunne derfor faa et lift med ham.

Her startede moedet med en meget anderledes livsstil - vores meget rene og paene kufferter blev brutalt smidt op i en moegbeskidt firhjulstraekkers aabne lad sammen med de to tyske piger ("In Guatemala it is not illegal to sit in the back."), og vi paabegyndte koerslen op ad de stejleste veje, der blev smallere og smallere, indtil vi til sidst naaede til ARCAS. Det havde regnet, alting var mudret, der var en oeresoenderrivende larm fra de store papegoejer (macaws), og det eneste Alejandro sagde var: "Welcome home, girls." Da vi slaebte vores (nu ikke saa paene) kufferter gennem mudderet og stenene ned ad stien til frivillig-huset, havde vi mistet modet lidt, indtil vi aabnede doeren til vores vaerelse og saa, at halvdelen af det var oversvoemmet. Paa det tidspunkt skiftede modloeshed til graedefaerdighed. MEN vi greb hurtigt koejesengen laengst vaek fra ydervaeggen og derved oversvoemmelserne, hvilket vi selv syntes var et snedigt traek.

Den mere uheldige side af værelset (også kendt som den våde side)

Liv i gang med at feje vand ud efter endnu en oversvømmelse

Da vi havde fundet os til rette, var det tid til morgenmad, og til vores held var det pandekagedag, hvilket straks loeftede vores humoer lidt. Vi fik taget de andre frivillige i oejensyn, og vi var overraskede over, at der var saa mange paa denne tid af aaret. Under vores ophold hos ARCAS har vi vaeret mellem 14 og 23 frivillige af gangen.

Efter morgenmaden fik vi en kort rundtur af den ene frivillig-koordinator, Anna, en flink pige med en hoejst besynderlig accent (hun var fra New Zealand, skulle det vise sig), og vi fik tildelt vores bure, som for Livs vedkommende var et bur med edderkoppeaber, et bur med smaa, groenne papegoejer, et bur med en hoeg og et bur med to ugler, mens det for Dittes vedkommende var tre store bure med araer (store papegoejer). Det ene bur var et datingbureau for unge araer, mens de to andre var bure for araer, der ikke kunne saettes fri af forskellige aarsager.

Livs bure var alle placeret i det omraade, der hedder karantaenen, hvor de fleste af de bure, de frivillige arbejder med, er placeret. Dittes bure, derimod, laa et godt stykke inde i junglen og var derfor temmelig mudrede, hvilket var skyld i, at Ditte de fleste dage var daekket i mudder fra top til taa. Fordi det var soendag, havde vi fri (nap-time) fra 9-11, hvor der ellers normalt ville vaere pligter, men efter det begyndte vores foerste vagt i vores respektive bure. Liv var temmelig nervoes for at skulle ind til sine aber, fordi Anna havde gjort en aere i at fortaelle diverse skraekhistorier om folk, der fik revet deres ansigter op, fordi de ikke var opmaerksomme nok inde hos aberne. De viste sig dog at vaere meget nysgerrige, fraekke og soede, og efter et par dage var frygten ikke vaek, men dog skubbet til side.

En tidligere hvid skjorte, der mødte sit ara-loo på en særligt mudret dag

Den noget renere Liv - i gang med rengøring af karantæneområdet

En af de i starten frygtindgydende edderkoppeaber

Der er altid tre vagter om dagen, der generelt varer mellem 45 minutter og 1,5 time alt efter, hvor hurtig man er, og om det er chlorine-day (tirsdag og fredag, hvor alt skrubbes med klor) og fruit-run (ogsaa tirsdag og fredag, hvor dyrenes frugt kommer, og man skal baere alt frugten og groentsagerne ned ad en lang sti til karantaenens koekken), men generelt set bestaar vagterne i at feje og skrubbe dyrenes bure samt fodre dem.

Paa ARCAS er der et bestemt skema, som man altid foelger, fordi dyrene selvfoelgelig skal have nogle faste holdepunkter. Klokken 6:30 starter foerste vagt (det vilde er, at vi rent faktisk er begyndt at vaagne foer vaekkeuret ringer og vaere udhvilede!), og den er generelt set faerdig omkring klokken 8, hvor vi spiser morgenmad - cornflakes, spejleaeg, pandekager, roeraeg, broed, pandekager og haardkogte aeg (ikke det hele paa en gang, men en ret for hver af ugens dage i den foernaevnte raekkefoelge). Dette bliver selvfoelgelig altid suppleret af blendede boenner og tortillas. Saa har vi lidt tid til at spille lidt kort (Uno eller Shithead) ved bordet eller snakke, foer morgenmoedet begynder omkring 10 minutter i 9, hvor der bliver foretaget en check-up paa alle dyrene, hvorefter dagens pligter bliver fordelt. Disse pligter varierer og kan vaere alt fra at begrave et doedt dyr til at muge ud hos faarene til at kravle op paa et af de mange tage og skubbe vand ned.  Vi er faerdige med pligterne alt mellem 10 og 11, og klokken 11 gaar naeste vagt i gang, der varer indtil omkring klokken 12, hvorefter der er en pause, indtil frokost bliver serveret klokken 1 (det eneste maaltid, hvor der serveres koed). Klokken 2 starter dagens sidste vagt, som igen varer en times tid, hvorefter vi har fri resten af dagen, og aftensmaden bliver serveret klokken 6. Efter middagen bliver der tid til endnu en gang kortspil eller hyggesnak med de andre frivillige, inden vi omkring klokken 8 er saa traette at vi begiver os mod huset for derefter at sove soedt omkring 9-tiden.

Pligt-tid i fårefolden

Ude foran vores dør hang skemaet - så er man da aldrig i tvivl

En typisk morgenmad ala Liv: tag en tortilla, fyld den med æg, ketchup, moste bønner og stegt banan.
BUEN PROVECHO!

Endnu flere pligter (Chlorine day)

Liv på taget

Da vi kom, var der cirka 25 grader varmt - meget varmt paa en dansk skala! - men i loebet af et par dage blev det varmere, meget varmere! Vi var ved at smelte i 35 grader, og alle vores eftermiddage blev brugt ved den meget varme soe, der ikke kun var for mennesker, men ogsaa krokodiller (derfor badede vi ikke alt for lang tid af gangen, selvom de godt nok efter sigende skulle befinde sig paa den anden side af soeen, men eftersom den anden side af soeen ikke var saa langt vaek, besluttede vi, at det var bedst ikke at tage nogle chancer).
De sidste par dage har vi dog oplevet et ordentligt dyk i temperaturen, som igen er faldet til 25 grader, og vi har oplevet det, som vores britiske venner kalder "raining cats and dogs", for vi har vitterligt haft regn i tre dage i streg. De 25 grader som foerst havde syntes saa varme, var nu kolde, og vi var overbeviste om, at vi ville blive forkoelede, hvis det blev meget koeligere (det skal nok blive rigtig sjovt at komme hjem...).

Paa ARCAS render der mange "vilde" hunde rundt, og selvom de alle er radmagre og ser meget stakkels ud (der er blandt Tumor-hunden, Hoste-hunden, Dobby-hunden og Rynke-hunden), er det meget forbudt at roere dem, fodre dem eller noget som helst andet, hvilket er lidt maerkeligt at vaenne sig til, naar man nu saa godt kan lide hunde. Den eneste man maa roere er Stinky - ARCAS' en-oejede og (sjovt nok) meget stinkende hund, som til gengaeld tager imod al den kaerlighed, der nu maatte tilfalde ham, med aaben kyspote (og hvis man er heldig: Stinky-dansen).

Stinky hilser på ved morgenmaden

Den berømte Rynke-hund

Ved søen - dengang det var varmt og regnfrit

Søen - også et godt sted at lave lektier

Paa mandage og torsdage er det Flores-dag, hvor ARCAS-baaden efter sidste vagt tager alle de frivillige ind til byen, som ogsaa er stedet, hvor vi befinder os nu. Her bliver tiden som regel brugt paa at besoege internetcaféen, at hamstre alle de mest savnede varer i supermarkedet (Cola, chips og chokolade er populaere hos de hamstrende, og for vores vedkommende er det pizza-chips og slikkepinde, der traekker) og  et besoeg paa Los Amigos til en drink eller to (som de artige spejderdrenge vi er, kan vi ikke sige, om det er et godt sted..). Saa gaar baaden hjem igen, og man HAR bare at vaere der til tiden, medmindre man oensker at overnatte i Flores og selv betale baaden tilbage naeste dag.

På vores lokale internetcafe, hvor man kan "skipe" eller facebooke med sine venner derhjemme

Gallo - et ølbryggeri, der lader til at eje det halve af Flores
(deres logo er overALT - selv på de stole vi spiser på hos ARCAS)

Vores elskede chips!

Selvom vi har vaeret meget glade for at vaere paa projektet, har vi dog savnet civilisationen fra tid til anden. Naar man vil have et bad paa projektet, foregaar det i koldt vand, og man maa dele maden med myrene (de er dog bittesmaa, og kan hurtigt viftes af). On a sidenote: nu vi taler om myrer... Vi har haft en del problemer med madmyrernes lidt stoerre faetre haermyrerne, som besluttede sig for at invadere vores hylder og dermed toej, og det var lidt af et chok for Liv, da hun stak haanden ind for at traekke nogle papirer ud under toejet, og fandt, at de var fyldt med myrer. Alle paa vaerelset var hurtige til at gribe en sko, hvilket foerte til en af de stoerste myre-massakrer i nyere tid.

Vi maa nok erkende, at vi blev lidt overvaeldede af alt arbejdet og af, hvor traette vi altid var, naar vi endelig havde fri, hvilket vores AT-projekt har lidt under. Vi satser dog paa at faa strikket resten sammen, naar vi kommer hjem.

Ofrene for myremassakren..

...fejet ud for døren efter det store blodbad

En ting, der er dejligt ved ARCAS er de mange frivillige, der kommer fra alverdens nationer. Vi fandt hurtigt ud af, at vi ikke var de yngste, hvilket egentlig var ret rart til en forandring, og folk er generelt mellen 17 og 25, mens der selvfoelgelig er et par enkelte, der er aeldre. De frivillige kommer fra USA, England, Tyskland, New Zealand, Guatemala, Spanien, Holland, Schweiz og saa selvfoelgelig Danmark - det betyder altsaa, at kommunikationen foregaar udelukkende paa engelsk, hvilket vi har fundet baade positivt og negativt, fordi det har selvfoelgelig vaeret rart at faa styrket vores engelske og at kunne kommunikere om alt, men samtidig har det ogsaa betydet, at alt det spanske vi laerte i Antigua er gaaet lidt i glemmebogen, hvilket vi aerligt talt synes er lidt aergeligt.

Som danskere foelte vi det vores pligt at udsaette nogle af disse mennesker for "Roedgroed med floede"-testen, hvilket selvfoelig viste sig at vaere en gordisk knude, men heldigvis bragte den stor morskab for alle involverede parter. En dansk ting de dog alle meget gerne ville sige, var ordet 'klip-klappere', som vi er overbeviste om, at de vil messe laenge efter vores afgang.
For at teste alle disse udlaendinges evner inden for danskfaget, men maaske mest af alt, fordi vi ikke selv gad, fik vi en brite, en hawaiianer og en tysker til at laese et afsnit (starten af side 45) fra Henning Mankells bog 'Mordere uden ansigt' op, saa hvis vi har misforstaaet dele af bogen, er det altsaa ikke vores skyld, Bobbi, for dansk oplaest af ikke-dansktalende mennesker lyder utroligt maerkeligt. Vi kan dog konkludere, at ud af de tre involverede nationaliteter var det tyskeren, der gik af med sejren, hvilket egentlig giver fint mening, eftersom dansk og tysk er taettere paa hinanden end dansk engelsk sprogmaessigt (og hvis I er nysgerrige efter anden og tredjepladsen, kommer de her: Hawaii gaar med soelvet og England med bronze ifoelge Ditte og omvendt ifoelge Liv - hmm...).
En ting vi gerne vil takke vores foraeldre for, er det faktum, at de har givet os navne som ingen udenfor skandinaviske lande kan udtale - Liv bliver til 'Lyouu', mens Ditte bliver til 'Dida' - saa tak for det.

I vores fritid bliver der nogle gange arrangeret ting for de interesserede - seneste skud paa stammen var en Beatles-quiz og spil-aften, hvor vores hold kom paa en respektabel (flot ifoelge Liv) 2. plads.
Da vi tog vores afsked med ARCAS var det ovenpaa et overdaadigt "bryllup" ved soeen mellem Meredith fra USA og Jamie fra England (afsluttet med et high-five og en tur i soeen for de "nygifte"). Til interesserede laegger vi videoen paa youtube engang, naar vi kommer hjem igen.
Det var en trist, men fin afsked - alle de frivillige stod paa kajen og vinkede farvel, mens vi sejlede mod solnedgangen og proevede paa at lade vaere med at faelde en lille taare.

Vores udklædning til Beatles-aftenen

Liv er Paperback og Ditte er Writer

En af aktiviteterne: Find koppen - lad dig navigere af Beatles-sange (Right: Hey Jude - Left: Fixing a Hole)

Bruden føres til alter ved det romantiske mole-bryllup (bemærk brudesløret - et myggenet)

Der udveksles "I do's"

Den første tur i søen som ægtefolk

Da vi foerst kom til ARCAS, troede vi ikke rigtigt, at vi ville naa at knytte os til nogen paa saa kort tid, men det viste sig at vaere tilfaeldet, og vi har nu fantasier om at besoege baade England og USA.
Vi sidder nu her med en lidt tom fornemmelse i maven og kan ikke rigtigt begribe, at vi hoejst sandsynligt ikke skal se stoerstedelen af de mennesker igen, men alligevel glaeder vi os til at komme hjem igen til venner og familie (plus husdyr m.m.)

Afsked - snøft!

Det var ret trist

Men nu er næsen vendt mod Flores og hjem

Ditte og Liv

Undskyld

Undskyld! Undskyld, undskyld, undskyld - men vi er endnu en gang forhindret i at skrive et langt blogindlaeg (takket vaere gentagne stroemafbrydelser paa internetcafeen - ikke fordi vi er dovne).
Derfor maa I endnu en gang tage til takke med lidt billeder fra bunken. Paa tirsdag kommer det MEGA-lange indlaeg om ARCAS saa, for der har vi forladt projektet og venter bare paa bussen til Guatemala City (og der HAR vi vaeret paa sunrise/sunset-tur til Tikal)

Flores (by night - det vil sige klokken 6, hvilket er meget sent i vores verden)

Paa vej tilbage til baaden 

Livs kaerlighed til kaninerne bliver afvist. Brutalt.

Vi fandt muligvis verdens stoerste citron

Thug Life - der muges ud i faarefolden

Livs ugler (de er da lidt Harry Potter, ikke?)

Ude foran frivillighuset - hvor venner samles

Ad! The spider that came back to haunt us

Stinky og Liv - endelig en der godtager Liv for hvem hun er og elsker hende ubetinget

Tirsdag aftens underholdning: pinlige historier

Vi skynder os til Flores for at skrive dette

Ditte og Liv