"Anything that can go wrong, will go wrong"
Det hele startede i en isafkølet bus, hvor vi tilbragte 8 timer med at klapre tænder, fordi vi ikke kunne slukke for airconditionen. Vi forsøgte at stoppe hullet med Dittes sok, hvilket hjalp en smule, men ikke nok. Endelig ankom vi til Guatemala City, hvor det regnede, men vi fandt heldigvis hurtigt en taxa, der var villig til at køre os til lufthavnen for billige penge.
Udover, at vi var trætte, og at vi blev ignoreret af tjenerne, var der ikke de store problemer i Guatemalas lufthavn, men problemer skulle der komme nok af senere, så det var nok meget godt.
Den første flyvetur gik fint, og vi fik sovet en smule, og eftersom vi ingen problemer havde haft i Miami lufthavn sidst, var vi ved godt mod, da vi skulle igennem Immigration Control.
Ditte gik først, fik taget de obligatoriske fingeraftryk (dog kun på den ene hånd af en eller anden grund, hvilket var lidt mærkeligt, men hun må have set meget uskyldig ud), godkendt sin ind/udrejseformular og fik så besked på, at hun ikke måtte vente på Liv, men bare skulle gå videre og vente ved næste post. Det var helt fint, og vi vinkede farvel i den tro, at vi ville se hinanden 5 minutter efter igen - men der tog vi fejl!
Fingeraftrykkene bliver taget på en skærm, som selvfølgelig er temmelig fedtet af alle de mange fingeraftryk. Da Liv har fået taget sine fingeraftryk, bliver hun bedt om at gå med en vagt hen til et andet bord, som fortæller hende, at der lige er lidt prolemer med at indlæse aftrykkene, men at det højst sandsynligt bare skyldes, at skærmen er lidt fedtet, og at de nok skal dukke op om lidt.
Det gør de dog ikke, hvilket selvfølgelig gør Liv nervøs, og da han beder hende om at følge med ind i et andet lokale, bliver forvirringen total.
Lokalet er fyldt med alverdens mistænksomt udseende mennesker, og langs siderne står der vagter. Hun bliver bedt om at vente og får at vide, at hun på et eller andet tidspunkt vil blive kaldt op til skranken, hvorefter vagten går med hendes pas.
På væggene er der strenge instrukser om ikke at benytte sin telefon eller sit kamera, og eftersom Ditte ikke har nogen idé om, hvor Liv er, eller hvorfor hun ikke kommer, hiver Liv fat i en ansat og spørger, om hun ikke må skrive en sms til Ditte for at fortælle, hvad der er sket. Det må hun under ingen omstændigheder, men damen lover at forsøge at få fat på Ditte.
Minutterne passerer, og Liv bliver mere og mere nervøs, mest af alt, fordi hun ikke ved præcis, hvorfor hun er placeret i det afsidesliggende rum. Hvad nu, hvis vi ikke når flyet hjem? Kan der være nogen, der har puttet noget ulovligt i hendes bagage i et upmærksomt øjeblik? Tankerne fløj gennem hovedet, og et billede af hende selv i et amerikansk fængsel poppede op i bevidstheden. Endelig bliver hun kaldt op til skranken, hvor en barsk udseende mand spørger hende, hvordan hun har det. Ærligt nok svarer hun, at hun da er lidt skræmt og nervøs over, hvorfor hun er der, hvorefter han meget brutalt spørger, om hun da har gjort noget, hun kunne være nervøs overfor? Det har hun selvfølgelig ikke, men han virker ikke overbevist og spørger, om hun har en plettet straffeattest (igen: nej!), men endelig får hun lov til at gå, og grædefærdig bevæger hun sig ned mod selve terminalen for at finde Ditte.
Inden målet er nået, skal hun dog igennem endnu en post, hvor ind/udrejsesedlen gives til en vagt, som råber, at hun skal se at hente sin bagage!
Liv, der på dette tidspunkt er ret følelsladet og mærket af episoden før, forsøger at forklare manden, at hun først skal hente sin bagage i København, men han er ligeglad og nægter at lade hende gå igennem, før hun har hentet sin bagage, hvilket resulterede i, at Liv slukøret gik ud for at finde bagagen, hvilket selvfølgelig ikke var muligt, fordi den ganske rigtigt var på vej til København. Endelig får hun overbevist vagten om, at hun IKKE skal have sin bagage udleveret og får lov at gå igennem, dog ikke uden de sidste protester fra vagtens side. Hun kigger på sin telefon, hvor Ditte både har ringet og skrevet, men kan af mærkelige årsager ikke selv ringe op. På det tidspunkt hører hun, at damen, der tidligere lovede at finde Ditte, endelig kalder hende over højtaleren, og panikken omkring, hvorvidt Ditte nu forsøger at bevæge sig tilbage mod immigrationschekket, er stor.
Ditte, der heller ikke havde det for sjovt, hørte dog ikke noget. Efter at have været adskilt i tre kvarter (tre kvarter fyldt med "ma'am, you can't stand here" og en masse "but, but") endte Ditte på den anden side af alt security-halløjet, alene, uden svar fra Livs mobil og få sekunder fra et panikopkald til Ida, der havde været igennem rædselsmaskinen kaldet "MIA" allerede (små dråber vand i sammenligning), var hun dog heller ikke den mest opmærksomme. Da hun også havde gang i en heftig omgang øreinfektion og tidligere havde hørt lyde, der ikke var der, blev opkaldet over radioen bare afskrevet som stress og mere sygdom.
Men så fandt vi hinanden.
HALLELUJAH.
Og vi havde lige tid til at bruge de sidste dollars på lidt godter og bøger til turen (dog SKULLE det være fra den boghandel i den anden ende af lufthavnen). Denne lille shoppingtur gjorde dog, at vi kun nåede på flyet i allersidste sekund, inden de lukkede gaten (en halv Murphy!). Morskaben sluttede dog ikke her..
Vi havde ikke siddet i flyet i mange sekunder, inden vi mærkede en rytmisk dunken i stoleryggen. Da vi vendte os om, sad der søreme to mareridtsdrenge på henholdsvis fire (Jack - bag Liv) og to (Mike - bag Ditte). Efter et kvarters tid med disse ikke så rytmiske, men konstante dunk i ryggen, vendte Liv sig om og bad på sin mest pædagogiske facon drengene om ikke at sparke os i ryggen, hvilket de samtykkede, og vi vaar overbeviste om, at nu var alle problemer løst - men ak nej.
Minuttet efter fortsatte sparkene, og det var nu Ditte, der vendte sig om for at bede om ro. Det hjalp ikke meget bedre, og efter endnu et kvarters tid med uudholdelig sparken, vendte Liv, der var mest plaget, fordi hun havde den med længst og hårdest sparkende ben siddende bag sig, sig om mod begge drenge, og forklarede dem, at det var en meget lang flyvetur (over 7 timer), at vi alle skulle kunne være der, og at det ville være en stor hjælp, hvis de kunne lade være.
Man kunne se, at de blev lidt flove, og vi var overbeviste om, at denne gang ville det være en succes, for deres far havde nu også hørt det! Faderen var dog ikke til megen hjælp - en fuldstændig inkonsekvent opdrager, der ingenting udover gentagne gange at råbe: "Jack! Mikey!" (deraf kender vi navnene på de to små syndere, der ellers gik under navnene Pine og Plage) gjorde. Udover sparkene var de to djævleunger også indehavere af to meget høje og skingre stemmer, som de brugte til overmål. Da næsten en time havde passeret, og sparkene ikke var blevet mildere eller mindre hyppige, tog vi konsekvensen, og Liv vendte sig om til faderen og bad ham om at få sine sønner til at lade være med at sparke (meget rimeligt, synes vi selv). Hans svar på tiltalen var dog imidlertid: "I am TRYING. My son doesn't have very long legs, and therefore they will inevitably end up on the seat in front of him. He will fall asleep eventually. OKAY???"
Vi blev enige om, at det var et temmelig provokerende svar, men gad ikke diskutere mere med dem, og sønnerne faldt heldigvis i søvn en halv til en hel times tid efter (dog vågnede Dittes plageånd op til dåd midt om natten til en lille reminder om, at han altså stadig var der, og stadig havde evnen til at sparke en god højre i behold). Bortset fra den lille natlige reminder, sov de indtil næste morgen, hvor legen så genopstod i fuld flor, nu hvor de havde haft mulighed for at hvile bentøjet. Man kunne tydeligt høre på faderen, at han syntes, vi var de sureste kællinger, og at det var dybt urimeligt, at vi havde klaget så meget, men vi var ærligt talt ligeglade og føler os overbeviste om, at vi er langt fra de eneste, der ville have reageret sådan.
Efter disse gruopvækkende oplevelser, forløb resten af turen dog fint (og vi så en berømthed), hvilket nok var heldigt, eftersom vi virkelig ikke var i humør til flere problemer.
Vi var trætte, men glade for at se vores familie, da vi kom hjem, og da vi var kommet os over det værste klima-chok, var vi glade for at være hjemme.
Ditte og Liv
Ingen kommentarer:
Send en kommentar