Vi forlod ARCAS en dag tidligere end planlagt, da Ditte havde akut brug for et apotek (og maaske i virkeligheden ogsaa en laege), eftersom hun uheldigvis er blevet ramt af en omgang mellemoerebetaendelse. Vi indlogerede os paa et lille (rent) hotelvaerelse i downtown Flores, hvor vores foerste udbrud var "Rigtige vaegge! Et varmt bad!!!", som om aftenen kostede 52 Q, men om morgenen, da vi skulle betale, pludselig var steget til 180. Vi foelte os dog for traette og rige til at starte en diskussion paa spansk. Det var dog dejligt med det varme bad og de store senge, selvom det var svaert at falde i soevn uden junglelyde som godnatsang.
Udsigten fra vores værelse
Vi hastede derefter til apoteket for at faa fat i piller (man kan faa alt i haandkoeb hernede - ingen recepter til os), men maa nu indse, at noget maa vaere blevet lost in translation, for vi har doseret Ditte med det dobbelte af, hvad vi burde have gjort, hvilket maaske forklarer den overvaeldende kvalme. Men ellers er alt godt.
Soendag var det Livs tur til at faa det aabenbart obligatoriske store blaa maerke formet som et land (Lesotho paa lang afstand), da hun faldt ned ad en temmelig regnvaad (og derfor glat) trappe. Ogsaa her er alt dog godt nu (blaat, men godt).
Pillecocktail for viderekomne
Lesotho
Ellers skete der ikke saa meget soendag - vi spiste os syge i yoghurt og var paa en rigtig daarlig restaurant, inden vi lagde os til at sove i de foernaevnte dejlige senge. Efter en nat fuld af opvaagninger paa adskillige forskellige tidspunkter med en masse nu uvante dyttelyde, vaagnede vi paa slaget 6 og var klar til at staa op og gaa i gang med arbejdet - men naa nej, der var jo slet ikke noget arbejde, der skulle laves for vores vedkommende den dag. Vi forsoegte at laegge os i sengene igen, men vi er aabenbart roeget ud af vanen med at kunne snue indtil klokken 11.
Alternativ version af youghurt - jordbær med vingummi og blåbær med skumfiduser
Vi var oppe og ude klokken 8 for at begynde jagten paa "den gode morgenmad". Vi fandt en lille farvefuld restaurant ud til vandet, der serverede noget saa specielt som yoghurt med frugt uden yoghurt (naesten) og OBAMA BREAKFAST (skuffelsen i Livs ansigt var maalbar, da maden overhovedet ikke lignede ham), men det var utroligt laekkert (i hvert fald for den ikke-pillespisende Liv, der noed hver enkelt bid bacon, mens Ditte desvaerre var plaget af kvalme og skyldfoelelse over at have spildt penge paa mad, der bare skulle smides ud).
Obama morgenmad uden det store strejf af Obama
Den guatemalanske udgave af youghurt med frugt (bemærk mængden af youghurt)
Hyggelig morgenmadsrestaurant
Desayuno Obama
Efter morgenmaden var det langt om laenge tid til den obligatoriske souvenir-shopping, hvis udfald blev gaver til dem derhjemme og nogle meget fine matchende Gallo-bluser til at rejse hjem i. Sagen er nemlig den, at vi har erfaret, at fugtigt vejr ikke gaar godt sammen med noget som helst, man godt kan lide. Hvis nogen sidder derhjemme og taenker: "Kan det mugne?", svarer vi: "JA, det kan det." (og hvad er "det" saa? "Det" er alt, og det er ikke en overdrivelse). Denne erfaring er maerkbar, isaer fysisk. Faktisk er det saa slemt, at man kan lugte Dittes back-pack, inden man kan se den, og naesten alt vores toej har enten pletter paa sig eller har en mistaenkelig lugt af noget, der traenger til en kaerlig Rodalon-haand. Udover det fik Liv erstattet sin gennemmugne og vaade haandbaggage med en ny, utroligt smuk (ikke sarkasme) taske med plads til det hele (Ditte havde ogsaa koebt en naesten magen til - det bliver aah saa yndigt at foelges ad i vores matchende t-shirts, loebesko og tasker gennem diverse lufthavne!).
Pæne tasker, der også kan fungere som hovedpuder. Hvilken lykke!
Til frokost var vi endnu en gang ofre for en lost in translation-oplevelse, hvor vi i god tro bestilte pomfritter (patatas fritas), men endte op med stegte bananer (plátanos fritos), som vi ellers havde faaet mere end nok af paa ARCAS. Vi spiste selvfoelgelig, hvad der blev serveret, fordi det er et af vores nyopdagede talenter, men da vi begav os mod Tikal i en lille bil paa de saa grusomt bumpede veje, kunne vi maerke bananerne, der ikke var meget for at blive nede (det blev de dog - der skulle ikke spildes nogle penge her).
Vi blev akkompagneret af en midaldrende mand fra USA, som vi moedte paa ARCAS, og som havde besluttet sig for, at vi var de ideelle rejsefaeller til Tikal.
Vi ankom til hotellet og blev en anelse forundrede over, at der ikke var noget elektricitet (det skulle dog senere vise sig, at der var stroem mellem 6:30 og 9:30 om aftenen, saa vi var glade for, at vi havde medbragt en lommelygte). Vores vaerelse havde en besynderlig lugt, og vi kunne ikke helt komme til bunds i, hvorvidt det var vaerelset, der var muggent, eller om det var vores taskers overdoevende odoer, der foraarsagede stanken.
Vi havde lige tid til at smide vores tasker, foer vores solnedgangstur til Tikal begyndte. Os, Dave og guiden vadede 3,5 km i moerkere og moerkere vejr ad glatte ler-veje, mens vi til tider stoppede op for at se paa de flotte maya-pyramider. Det var uden for parkens normale aabningstid, og derfor fik vi undtagelsesvis lov til at klatre op ad en meget stejl stigelignende trappe, som foerte os op til toppen af den 2. hoejeste pyramide, og da vi fik sat diverse hoejdeskraekke ud af hovedet og kravlet til toppen, var det en helt utrolig oplevelse at kunne se ud over hele junglen og de andre pyramider, mens solen lige saa stille gik ned i vest.
Vores første møde med de gamle ruiner
Ditte og vores følgesvend (læs: f ø l g e!), Dave
Vi er en anelse utrygge på toppen af pyramiden med udsigt til nedstigning af en meget stejl trappe
Udsigten som set i Star Wars IV
Vi var glade for ikke at lave en Britney (kun en halv for Dittes vedkommende) med sådanne stejle trapper
Naeste morgen klokken 4 begyndte vores solopgangstur til Tikal, som startede i baelgravende moerke - ikke bare udenfor, men ogsaa inde i selve vaerelset, eftersom der selvfoelgelig stadig ikke var noget elektricitet, hvilket resulterede i, at Liv kom afsted med troejen paa vrangen.
Vi vandrede igen, denne gang 5 km i alt og en del op ad bakke, indtil vi kravlede op paa den hoejeste pyramide for at se den smukkeste solopgang over den guatemalanske jungle i foelgeskab med de velkendte lyde af abebroel og papegoejeskrig.
Paa vej ned begyndte dyrene saa smaat at vaagne, og vi naaede at spotte baade tukaner, papegoejer og aber. Alle sammen vilde, naturligvis. Og syntes man (og det gjorde man!), at det var fedt at se dyrene taet paa, paa projektet, var det dobbelt saa fedt at se dyrene i deres naturlige omgivelser, hvor de henholdsvis floej eller svingede sig fra gren til gren over hovederne paa os.
Efter al den natur begav vi os tilbage til hotellet til betalt, og i den grad velfortjent efter 4 timers gaatur, morgenmad bestaaende af: PANDEKAGER. Hvilken fryd!
Saa var det bare tid til at pakke og efterfoelgende til at vente i lobbyen (check-out klokken 11 - afhentning klokken 14.30). Ventetiden blev brugt paa at stene facebook og endelig at laese vore kaere klassekammeraters blogs. Derefter blev vi bragt tilbage til startpunktet, og saadan endte vi her - i gang med at skrive vores sidste blogindlaeg i Guatemala paa et maerkeligt udenlandsk tastatur uden vores tre danske bogstaver.
Om 3,5 time starter vores 1,5 doegns lange rejse hjemad med en bustur, der foerer os til Guatemala City, hvorfra vi flyver til Miami, derefter til London og slutteligt hjem til den sikre havn: Danmark.
Ditte og Liv
Ingen kommentarer:
Send en kommentar