Lufthavnstoemmermaend - er det en rigtig ting?

Foerst og fremmest: Kaere mor, vi har det godt.

Vores rejse begyndte klokken 4 loerdag eftermiddag, da vi begav os ind til Kastrup Lufthavn. Foran os laa en 32 timer lang tur med stop i to lufthavne undervejs, og vi havde i virkeligheden ikke forestillet os, hvor lang tid 32 timer paa farten var.
Vi var saa heldige at faa et ekstra saede ved hver eneste flyvetur, saa det var muligt at brede sig og faa lidt (laes: meget lidt!) soevn.
Efter en kort tur inkluderende en alt for god smaakage var vi i London, hvor vi forgaeves forsoegte at lede efter den famoese smaakage - ak, livet var ondt imod os - ingen kager :-(
Vi ankom lige som alle butikkerne lukkede - vi naaede i al hast at rive en pakke chips, noget vand og et par magasiner ned fra hylderne inden vi blev laast inde i et lokale for natten.
Et af vores mange forsoeg paa at faa tiden (hele 15 timer) til at gaa og bilde os selv ind, at det var `the time of our lives` resulterede i kvalme, og et andet af dem gav Ditte nogle mistaenksomt store blaa maerker paa begge overarme.

Av!
Vi fordrev tiden med mange konkurrencer: kortspil (hvor Ditte tabte, men tog det MEGET paent) og snurre-rundt-konkurrence (Som Ditte overlegent vandt) og sidst, men ikke mindst, en glide-paa-stroempesokker-paa-et-meget-glat-gulv-konkurrence (som Liv vandt grundet fantastisk godt glidende stroemper). Ja ja, morskaben havde ingen ende, og det var kun timerne mellem 3 og 5, der virkelig trak taender ud.
I vores travlhed med at have det usigeligt sjovt (og maaske ogsaa, fordi vi var laast inde uden mulighed for at koebe mad eller drikke) fik vi det, man maaske vil kalde toemmermaends-syndrom, og da vi endelig fik pandekager og vaeske indenbords, ville glaeden (efterfulgt af kvalmen) ingen ende tage.

Vi moedtes kort med Ida (der havde fravalgt den smukke oplevelse at sove i en lufthavn) og fik givet et kram eller to, inden vi skiltes igen.  Man kan naesten ikke se, at vi har vaeret oppe i over 24 timer!
Den naeste flyvetur gik fint. Vi havde vores eget private tv og maden var spiselig - vi sov ca. en time ud af de ni timer turen varede.
I Miami var der en oplagt mulighed for at vaere aerke-amerikanske, hvilket vi selvfoelgelig tog imod med kyshaand - vi spiste Twizzlers (hold jer fra dem, de smager IKKE af jordbaer som lovet, men er hoejst sandsynligt ufatteligt giftige) og drak Root Beer (endnu en gang paa eget ansvar), som vi ved eftertanke ville give til Ida - problemet var bare, at Ida var ingen steder at finde, og derfor er vi nu strandet med den ... tak, Ida.
Da vi satte os ind i det sidste fly, der skulle fragte os til Guatemala City, var vi naaet til det punkt, hvor vi talte usammenhaengende og humoeret led under alt for lidt soevn og vaeske.
ENDELIG naaede vi frem, og vores foerste moede med Guatemala bestod i en oprevet taske og en suspekt mand, der proevede at overbevise os om, at vi skulle ud at koere i hans taxa, for vi var vel venner???
Vi holdt hovedet koldt og fandt vores ventede chauffoer, og i loebet af en time var vi hos vaertsfamilien.
Her blev vi modtaget med te og kage af Elsa, Isabel og hendes datter Paola samt hunden Cosita ("lille ting"!?), katten Mimi, papegoejen Lorenzo og tre andre uidentificerbare fugle, der nyder at floejte om natten. Derudover bor der 5 andre piger, der ogsaa gaar paa sprogskole - 1 fra Danmark, 2 fra Island (vi fortalte dem, at vi ikke noed Islands vejr i saerlig hoej grad, og de kunne kun give os ret), 1 fra Tyskland og 1 fra Schweiz, alle et par aar aeldre end os.
Efter seks timers soevn foelte vi os friskere end nogensinde! Vi smukkeserede os, og joinede de andre ved morgenbordet, hvor der blev serveret frisk frugt i form af papaya, vandmelon og ananas akkompagneret af ristet broed med smoer og ... mere kage! Samtalen foregik udelukkende paa spansk, hvilket var en anelse graenseoverskridende, men som vi sikkert bliver glade for i laengden.
Saa var det skoletid! Vi moedtes med hver vores laerer, og de naeste 4 timer blev fordrevet med intensiv eneundervisning i spansk, hvor vi laerte utroligt meget i forhold til, at vi kun var der i 4 timer.
Vi har opdaget, at vi forstaar utroligt meget spansk, men at problemet opstaar, naar vi skal udtrykke os.
Dittes laerer var venlig, det var dog svaert at forklare det der med, at nutidsboejning IKKE var noget problem. Til i morgen skal Ditte boeje tyve ord i nutid. Men bortset fra det, er det godt at blive tvunget til at ytre sig paa spansk, og ordforraadet har helt sikkert ikke taget skade.
Noget tyder paa, at Livs laerer er en anelse mere ambitioes end Dittes, eftersom Liv er blevet taesket gennem noget naer 100 uregelmaessige verbers datidsformer, som hun gerne skal kunne udenad til i morgen, eftersom det er lettest (??). Laereren, Esperanza, er dog vaeldig flink og fortaeller gerne hele sin livshistorie med vaegt paa to boerneboern, hvoraf den ene er foedt med et alt for stort hovede (en sygdom, som ikke kunne identificeres), og den anden blev foedt uden et anus (hendes ord, ikke vores, hun viste endda Liv glosen i ordbogen, saa det er ikke os, der har misforstaaet noget).
En meget spaendende og laererig dag, hvor vi begge allerede foeler en forbedring.
Hjemme ventede en laekker frokost bestaaende af boenner i uidentificerbar sovs til forret og ris med groentsager og koed til hovedret. Det var rigtigt laekkert, og den eneste fejl vi begik var at takke ja til et glas af en maelkelignende masse, der smagte som fortyndet glasur.
Forresten: Antigua er en virkelig, virkelig smuk by omgivet af vulkaner, med smaa farverige huse og snorelige gader

Gaden uden for vores sprogskole

Inde paa selve sprogskolen med det, der skal forestille det danske flag

Lige om lidt skal vi paa rundtur her i byen, bagefter skal vi ud at danse salsa, og naar det er ovre er det paa tide at komme hjem og terpe verber og saa paa hovedet i seng!

Videoer fra lufthavnen foelger (ADVARSEL: ikke for folk, der har svaert ved at tage selvmedlidenhed).

Ditte og Liv